Jeg har været ansat hos ISAGER siden 2000, hvilket også afspejler sig i nogle af mine modeller. Jeg har været i en god ”skole” hos Marianne Isager, hvor jeg både har undervist og vejledt i strik. Det at være i et arbejdsmiljø, hvor farver og tekstilt udtryk betyder alt, er en daglig inspiration. Med min baggrund som pædagog har det været meget vigtigt for mig, at alle modeller skulle kunne bestå kolbøtte-prøven. Børn skal kunne røre sig. Det skal i hvert fald ikke være tøjet, der sætter begrænsninger.
Børn skal også kunne ”ånde” i tøjet. Derfor er alle modeller lavet i ISAGERS naturgarn.
Jeg lærte at strikke, før jeg lærte at læse, så fra start måtte jeg bare se, hvad der skete med maskerne, når jeg gjorde det ene eller det andet. Men da jeg hos ISAGER begyndte at undervise og vejlede i strik, blev jeg nødt til at forholde mig kritisk til, hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde – og var det nu den mest hensigtsmæssige metode.
Jeg håber min erfaring med vejledning i strik, har givet mig en baggrund der gør, at jeg kan beskrive en opskrift, så den kan forstås. Jeg har forsøgt at beskrive detaljeret men enkelt.
Jeg håber, at det er lykkedes.
Hilsen Annette Danielsen, Todbjerg 2007